RW Production & Management

jens jacob tychsen

Swingende showaften med manden bag Hr. Weyse

Presse

Èn af de seneste års mest populære skuespillere, Jens Jacob Tychsen, tager springet ud som vaskeægte entertainer på den store scene med et veritabelt underholdningsshow for fuld musik.

Efter den monumentale succes i rollen som den flamboyante og forførende Hr. Weyse i dansk TV’s største succes igennem nyere tid, “Badehotellet”, indtager den storsyngende charmør de skrå brædder i hele landet med hans originale take på et swingende og stærkt underholdende comedy show.

I krydsfeltet mellem at agere skuespiller, crooner, tryllekunstner, komiker og gennemført entertainer, fører Jens Jacob Tychsen publikum gennem en perlerække af fortolkninger af store hits og bidder lige fra The Rat Pack (Frank Sinatra etc.), danske revyklassikere á la Preben Uglebjerg & Preben Kaas i nye moderne indpakninger, Gustav Wincklers hits og selvfølgelig masser af de kendte og elskede sange fra Andersens lille Badehotel.

Tychsen vil hele showet igennem ta’ os med ud på en rejse, hvor han kæmper en indre kamp for at slippe ud af skyggen på sit alter ego, karakteren Hr. Weyse med alt hvad der hører sig til af komik, standup, grin, gøgl og genkendelse.

Jens Jacob Tychsen er garant for et swingende musikalsk show, der blander den folkekære skuespillers store passion for sang, showmansship og overraskelser i et helstøbt event af den gamle skole, hvis lige sjældent ses på vores nordlige breddegrader.

Som gennemgående element i showet hylder Jens Jacob Tychsen stribevis af de stjerner som har inspireret ham selv gennem tiden. Men det er samtidig en måde at få sagt et dybfølt tak til seriens mange fans, der har taget så overvældende imod både ham som skuespiller og åbnet en ny dør i underholdningens tegn.

Kort sagt: et show, der emmer af musikalitet, en snert af nostalgi og hvor hele familien kan grine sammen og lade sig forføre for en stund.

I en tid som denne er der nok at bekymre sig om.
Så husk det gamle ordsprog: “En sund latter er den bedste medicin”.

Showtime med Jens Jacob Tychsen” findes i flere varianter: 

  • Som kvartet med 4 swingende musikere med hver deres instrument. Denne version kan også udvides med 1 eller 2 blæsere.
  • Som soloshow med pianist Peter Michael i rollen som kapelmester med formidabelt hurtige klaverfingre.
  • Som det helt store format med et af landets bedst spillende big bands “Randers Big Band” under kyndig ledelse af Nicolai Bøgelund.
  • I en version med Prinsens Musikkorps med et storslået og varieret toporkester, der mestrer alle genrer. Dirigent og arrangør Rene Bjerregaard styrer løjerne med udsøgt fornemmelse for humor og timing.

CV Jens Jacob Tychsen

Teater: Uddannet på skuespillerskolen ved Århus Teater i 1998, hvor han debuterede som storsyngende frihedskæmper i kæmpesuccesen “Les Misérables.”

Herefter som en fast del af Det Kongelige Teater gennem 10 sæsoner med store og fremtrædende roller

Har siden spillet med i en lang række af teaterforestillinger i alle genrer. Han har spillet så forskellige roller som Hamlet i Shakespeares stykke af samme navn, Per Degn i “Erasmus Montanus”, Ivan i “Brødrene Karamazov”, Johannes i Kaj Munks “Ordet”, Jean De France i Holbergs klassiker, Nick i “Hvem Er Bange for Virginia Wolf” og Josef K. i Kafkas “Processen”.

Senest kunne publikum opleve ham som far til syv i skikkelse af Kaptajn Von Trapp i megasuccesen ”The Sound Of Music” på Det Ny Teater i København.

TV: TV-debut som seriemorderen “indianeren” i ”Rejseholdet” i 2002 og herefter fulgte flere markante roller i bl.a. “Forbrydelsen 2”, “Sommer” og ikke mindst i det internationale hit “Borgen” i rollen som Birgitte Nyborgs politiske modstander, Jakob Kruse.

Det store folkelige gennembrud kom i 2013, da Jens Jacob Tychsen sprang ud som den kvindebesatte og flamboyante kongelige skuespiller Edward Weyse i TV2’s populære familieserie “Badehotellet.” Her blev Jens Jacobs Tychsens talent for at blande komikken med stor musikalitet et bærende element i seriens store succes.

Få ved at Jens Jacob Tychsen også medvirker i et utal af tegnefilm, speaks til reklamer, tv-udsendelser og dokumentarfilm på de landsdækkende kanaler. Hans stemme leder f.eks.  seerne gennem de højloftede og mondæne lokaler i Bredgade, hvor “Auktionshuset” fortæller om familien Bruun Rasmussens op- og nedture.

Ydermere er Jens Jacob Tychsen en af Danmarks mest benyttede stemmer inden for populære tegnefilm, og er bl.a manden bag stemmer som: Svampebob Firkant, hovedrollen i Disney’s “Herkules”, Snurre Snup, Kermit fra Muppets, Prinsen fra Askepot, Joe Dalton og Jolly Jumper fra “Lucky Luke”, Ken i “Barbie” blandt meget andet.

Luk menu